Jeg har fået et skidtbrev. Igen. Det er tredje gang i år, og fjerde gang i de få år jeg har haft kolonihave.
Ordet skidtbrev kom først ind i mit vokabularium, efter at jeg talte med en kolonihaveejer fra fyn. Altså et skidtbrev er det brev eller mail man får, når kolonihaveforeningens bestyrelse har gået rundgang i haveforeningen, og fundet at din kolonihave ikke lever op til foreningens ordensregler. På sjælland hedder det ikke noget. Min skråt-overfor-bo kalder det en bøde, til trods for at jeg er ret sikker på at det kun er politiet der må udstede bøder, – hvorfor det hedder en afgift i toget og p-huset og hvor man ellers får afgifter.
Bøde eller advarsel?
I nogle haveforeninger får man en advarsel eller påtale om at få bragt forholdene i orden, inden en given frist. I mange haveforeninger udløser det prompte en kontant afstraffelse, som skal indbetales til foreningen konto. Beløbets størrelse varierer henover landet, fra 200 i nogle haveforeninger, til omkring 1.000 kroner i hovedstadsområdet.
Han er glad for at udstede bøder, den formand, siger skråt-overfor-boen. Rygtet vil vide, at en ældre dame over på den anden havegang har fået syv bøder bare i år. Og hun ligger på hospitalet! Forargelsen er til at føle på. Men den tager han ikke i mod, siger han. Altså formanden. Grunden er ligegyldig, det græs skal slås.
Da jeg kommer ud til kolonihaven står ukrudtet 40cm højt i min indkørsel, som ellers skulle forestille at være belagt med småsten. Jeg slår det hele med græsslåmaskinen og sår mere græs til at dominere ukrudtet. Det hedder armeret græs. Hakker lidt ud mod grusvejen og hakker også en pæn lige kant ind mod min nabo, som klarer sin stenindkørsel nemt med ”det usynlige hakkejern”.
Spørgsmålet melder sig:
Hvorfor er det så vigtigt at kolonihaven holdes til en bestemt stil og æstetik?
Når jeg kigger på haveforeningers hjemmesider, er det et tema som går igen.
Et eller andet sted i kolonihavens historie, er fokus flyttet fra hyppede kartofler og kål under net, til at det for alt i verden skal se pænt ud. Og pænt er ikke et spørgsmål om smag, men pænt, som din mormor mener det er pænt. Og pænt centrer sig om tre emner:
Hækken skal klippes. Græsset skal slås. Der må ikke være ukrudt, rod eller byggematerialer.
Pænt betyder snorlige. Hakket. Klippet. Trimmet. Tæmmet.
Tjek ordensreglerne
De fleste kolonihaveforeninger har et sæt ordensregler, hvoraf det fremgår at det enkelte havelod skal holdes som beskrevet ovenstående. Er man lidt træg på tid, men nyder at være i kolonihaven, så kører man det hele over med græsslåmaskinen og har et minimum af bede og frugttræer. Og myrder dermed den værste biodiversitet og mulighed for dyreliv i haven.
Nogle foreninger skiller sig ud og har taget livtag med den stramme pænt-æstetik med vendinger som ”det enkelte havelod er foreningen uvedkommende” eller ”det er foreningens formål at støtte medlemmerne i deres brug af haven” eller slet og ret en fastlæggelse af et andet fokus med ord som ”her er fokus på mangfoldighed, humor og fællesskab”.
Hvilket jeg synes lyder noget mere tiltalende end at hovedmålet er at haveforeningens skal fremstå pæn og indbydende. Der er den igen – “pænt”.
Pænt for hvem?
Skræmmer den pensionist-fascistoide pænhedsstandard med linealtrimmede ligusterhække, så skarpkantede som en cembritmur, de unge mennesker væk fra at have en kolonihave? Helt sikkert, ja. (Og unge betyder her unge under 50.) Den, lad os være ærlige, aldrende bestyrelse sender med bødeskriveriet et klart signal om, at der i kolonihaven ikke er plads til dig, som ikke holder din have som var den Garnisionskirkegården på en højsommerdag. Skidt med om det er fordi du ikke kan, pga manglende tid og kræfter, eller om det er fordi det bare ikke er på listen over dine højeste prioriteter i livet.
På vejen i den lille provinsby hvor jeg bor, hænger mange hække uklippet ud på vejen. Husene er ofte ikke velholdte og én eller to forhaver i byen er indrettet som reservedelslager (læs: bilvrag). Og det uden at grundejerforeningen eller bylauget hidser sig op over det.
Jeg kunne ønske mig mere frihed i fortolkningen af hvad der er pænt i kolonihaven, så kolonihaveforeningernes ordensreglementer kan rumme flere slags mennesker. Småbørnsfamilier, ældre, alle mulige mennesker. Hvem som helst, der synes at indholdet er vigtigere end hvordan området fremstår. Tænk hvis al den tid fra rundgang og bødeskriveri, i stedet blev brugt på at styrke haveforeningens fællesskab og sammenhold. Det er i hvert fald tiltrængt.