I skal ikke længere væk end til Skovlunde for at finde et ægte fristed, for der står nu den skønneste kolonihave til salg i andelshaveforeningen Hanevadsholm. Her kan I få følelsen af at være kommet på landet – men helt tæt på storbylivet, for der er kun 19 minutter i S-tog mellem København H og Skovlunde Station.
Øster Hanevad 11 er stedet for jer, der drømmer om at skifte en hverdag i storbyen ud med have og grønne omgivelser, når kalenderen skriver forår, sommer, ferie og weekend – og der er lagt op til ren afslapning, når I ankommer til adressen. Huset er nemlig tegnet og opført af sælger i 2015, hvilket betyder, at det charmerende kolonihavehus byder på et moderne indre med indbygget komfort, og huset står så pænt, at det er lige til at tage i brug. Her skal I ikke bekymre jer om en masse vedligeholdelsesprojekter; flyt direkte ind, og nyd sommeren!
Huset er beklædt med det vedligeholdelsesfrie materiale Ivarplank, så ej heller facaden kræver jeres opmærksomhed. Tiden kan altså bruges fornuftigt med koldskål og kolde forfriskninger på den 30 m2 store terrasse, som har selskab af solen dagen lang. Terrassen bliver guld værd i sommermånederne, hvor den bliver jeres faste base; morgenkaffen, frokostbordet og aftenens sommermenu, alt smager bedst lige hér på jeres solbeskinnede terrasse.
Når det trækker op i horisonten, står huset klar til at tage varmt imod jer. Velkommen indenfor til 50 m2, der føles som flere, for ikke en centimeter er gået til spilde, og selv højden er udnyttet. Øverst oppe finder I nemlig en stor hems, der giver plads til ekstra sovepladser og supplerer de to fine værelser nedenunder. Nede får I også et tidløst badeværelse med vaskemaskine og gulvvarme, og sidst, men ikke mindst, et åbent opholdsrum, hvor lyset strømmer ind fra syd.
Det pæne IKEA-køkken smelter sammen med stuen, og store ovenlysvinduer sætter prikken over i’et i opholdsrummet, hvor I skal læse bøger og løse kabaler. Trods husets beskedne størrelse er det heller intet problem at invitere på påskefrokost, for stuen kan sagtens rumme et langbord og op til 20 af de nærmeste venner.
Uanset om I er inde eller ude, så er kolonihavelivet godt. Når sommeren kommer, vil haven blomstre op i flotte farver, og måske I vil slippe de grønne fingre løs i køkkenhaven? Haven er nem at passe, men samtidig en lille oase med både et søjleælbetræ, kirsebær- og blommetræ og en indhegnet bær-have med jordbær, blåbær, brombær og rabarber. Der er desuden plads til boldspil og badebassin på græsset.
Huset ligger i den attraktive haveforening, der har Ejby Mose i “baghaven” – og en følelse af landlig idyl rammer jer, når I sidder på terrassen og hører fårene bræge på den anden side af åen. I er altså tæt på naturen og samtidig tæt på bl.a. indkøb i hhv. Skovlunde og Herlev.